Author Archive
Ko og Ko på vej til den store stad…
…men blot for en weekend
I tirsdags fik jeg tilbudt en stand på Baby- og småbørnsmessen i Øksnehallen i KBH – min gode konkollega Mie fra Naturebaby måtte melde fra i sidste øjeblik, så hun solgte mig standen for en stang lakrids. Så skulle der pludselig tænkes hurtigt og tages nogle hurtige beslutninger – alt mens jeg sad på kursus i Kolding og egentlig burde koncentrere mig om noget helt andet.
Min søde mand bakkede op og vi har nu fået ordnet overnatning, trailerleje osv – men for søren hvor er der meget at ordne og tænke på. Heldigvis har jeg fået en masse hjælp af Mie, og så må det jo gå som det går. Jeg har tidligere holdt mig til mindre steder og mere specifikt økologiske messer og markeder, så jeg må jo nok forvente at det her er noget lidt andet…:)
Nu kan jeg jo heldigvis godt lide at snakke om mine produkter og jeg synes det er utroligt hyggeligt at møde kunderne ansigt til ansigt – så når man lige ser bort fra den lille detalje, at det nok bliver praktisk talt umuligt at smutte fra for at gå på toilettet i 7 timer, så skal det såmænd nok blive fint nok
Jeg slår messeblæren til, og ser frem til at nå det jeg kan nå…og hilse på nogle af mine andre konkolleger, der kommer til messen.
Messen foregår i Øksnehallen på lørdag d. 10/10 og søndag d. 11/10 – begge dage fra 10-17. Du kan læse lidt mere om messen her!
Man bliver så klog…
Sidder lige og læser en bog om “Neuro web design” – om hvordan man kan bruge psykologi når man designer hjemmesider. Langt størstedelen af de indtryk vi bliver udsat for hver dag gennem vores sanser bliver registreret af vores underbevidsthed og ikke af vores bevidsthed – og kunne man via sin hjemmeside prikke lidt til folks underbevidsthed og dermed få det resultat man ønsker er det langt mere virkningsfuldt end det man bare ser og læser.
Nu taler jeg ikke om noget mystisk med ord skrevet bagfra og billeder der vises i splitsekunder , men om virkningen af f.eks. anmeldelser og den måde man præsenterer tilbud og lignende på. Det er ret spændende, og skrevet på et sprog som almindelige dødelige forstår…
Bogen hedder Neuro Web Design – what makes them click og er skrevet af en pykolog og expert i usability, Susan Weinschenk.
Ko og Ko på landet har fødselsdag
Ko og Ko er en netbutik (www.koogko.dk) og fysisk butik, “Ko og Ko på Landet” der sælger økologisk børnetøj, stofbleer
og en masse anden økoøko til børnene. Firmaet er 2½ år gammelt, men for netop 2 år siden blev den fysiske butik åbnet i Valsgaard.
Det er klart nettet der står for det største salg, men der er flere og flere der kommer i butikken – og det nyder jeg! Et af minusserne ved netsalg er manglen på direkte kontakt med kunderne, det må jo nødvendigvis foregå over telefon eller mail. Men det er nu rart at have folk foran sig; man kan få sagt meget mere og svaret på spørgsmål med det samme i stedet for at skulle maile frem og tilbage..så jeg nyder min lille butik. Og mellem os er det også lidt hyggeligt at sætte ting på hylder og i kurve – på nettet er det et spørgsmål om at plotte noget tekst og kode ind de rette steder, dte er altså ikke helt det samme
Ko og Ko på Landet har ingen faste åbningstider, men der er åbent efter aftale og jeg er ret nem at få en aftale med
Hmmm, jeg må smutte, der kommer kunder i butikken…