Archive for the ‘iværksætter’ Category

Foreningsblade

Trykning af foreningsblade

Trykning af foreningsblade

Fjordbutikken har, som så mange andre butikker, et behov for trykning af postkort, brevpapir, brochurer og andre tryksager. Vi har tidligere brugt skiftende trykkerier, men har de sidste par år udelukkende anvendt Hobro Lyntryk, som vi nu kender rigtig godt.

Formålet med denne artikel er ikke at anbefale trykkeriet, men derimod at beskrive en tendens jeg har set hos flere firmaer, det sidste års tid. Hobro Lyntryk etablerede for et års tid siden en firma website HobroLyntryk, der lige som alle andre hjemmesider beskriver firmaet, sætter billeder på personerne bag firmaet og endelig præsenteres de produkter som tilbydes.

Hobro Lyntryk har skabt sig et godt navn på foreningsblade og medlemsblade, men firmaet har ikke fået det gennembrud på internettet, man havde forventet og har derfor etableret en ny hjemmeside opkaldt efter deres hovedprodukt foreningsblade.

For Hobro Lyntryk handler etableringen af Foreningsblade.dk udelukkende om, at få sig placeret sig højt i Googles organiske index. Hobro Lyntryk er ubetinget dygtige, når det gælder foreningsblade, men nu må man vente på Google’s respons på kvaliteten og relevansen af denne hjemmeside.

Google vurderer Foreningsblade positiv, såfremt hjemmesiden reelt beskæftiger sig med emnet foreningsblade og medlemsblade, har en vis størrelse og løbende bliver opdateret med relevant materiale. Nu må tiden vise om succesen fra trykning af foreningsblade og medlemsblade også udmønter sig i anerkendelse fra søgemaskinerne.

Iværksættertanker om finansgrisen…

Krisetider er svære, krævende og stressende – men det er også når det går dårligt at man tænker kreativt. Man er pinedød nødt til at finde nogle alternative måder at få folk i tale på, at gøre sig bemærket på – ellers er man ligegyldig på et marked, der er præget af meget stor konkurrence. Man er nødt til at finde sin niche og finde ud af hvad man vil, hvad ens koncept er. Bliver konceptet for mudret bliver det for svært for ens selv og ikke mindst for ens kunder at finde ud, af hvem man er og hvad man vil. Det giver måske nok nogle begrænsninger, men på den anden side gør det mange ting nemmere. Jeg har et koncept der siger ren økologi, eller så bæredygtigt som overhovedet muligt. Det betyder, at der er mange varer jeg må vælge fra, varer der ikke lever op til kravene – men det betyder omvendt også at mange kunder vælger at handle hos Ko og Ko netop fordi de ved hvad de får og kan forvente.

Krisetider får een derud hvor det hele ser sort ud, men det er ofte når man er helt dernede hvor man bliver tvunget til at være kreativ, brainstorme og få vanvittige ideer. Og hvis man kan abstrahere fra stresset, så er det jo netop der man har tiden til og muligheden for at gøre noget anderledes – for at tænke “out of the box”, som de kloge kalder det.

Samtidig er krisetider et opråb til f.eks. sådan en som mig om at få samlet trådene, få tænkt igennem hvad det er jeg er i gang med og hvad jeg vil – som jeg nævnte før, få skærpet konceptet. Når alt går godt rider man jo på bølgen, og har ofte ikke tid til at være skarp, især hvis man sidder med en enkeltmandsejet virksomhed, hvor man er alene om det hele og ikke har nogen at stå til regnskab overfor.

Krisetider kan være lige det spark man har brug for for at få sat skik på tingene, det har det i hvert fald været for mig. Men finanskrisen har også givet mig en ydmyghed jeg ikke havde før, hvor alt gik efter planen og omsætningen steg måned efter måned. En ydmyghed der gør at jeg gør mit allerbedste og er taknemmelig for hver eneste ordre der tikker ind…

Om at tage sig betalt i rødvin…

Pilekurv med glasindsats

Pilekurv med glasindsats

Et iværksætterkursus arrangeret af Mariager Fjords Erhvervsråd er netop slut. Mandag var sidste kursusdag og Lars Petersen, Coloc og jeg var inviteret til at fortælle vores historier og i øvrigt komme med gode råd til deltagerne og fik som tak – 3 flasker rødvin! Og der havde jeg lige stået og givet gode råd om, at det er vigtigt, at man som iværksætter tager sig betalt for sine ydelser! Hehe… :-)

Nå, selvfølgelig er jeg glad for min rødvin, og selvfølgelig deltager jeg gerne – også uden rødvin. Jeg synes nemlig emnet er spændende og har også selv haft stor fornøjelsen af andre iværksætteres gode råd og erfaringer og ved hvor meget, det har betydet for mig. Så jeg deler glad og gerne mine egne oplevelser – rødvin eller ej. Også selv om vi her i familien ikke har de bedste erfaringer med at tage sig betalt i rødvin…

Jeg har været i arkiverne og du er velkommen til at læse med – det drejer sig om en episode i et hjem i Mariager, en episode som dengang gav anledning til reflektioner og mailkorrespondance. Hvis det ikke er i den slags situationer, man kan hente støtte og opbakning i sit netværk, hvornår så?

Here goes:

Kære Netværk!

Her kommer lige en historie fra det virkelige liv…

For nylig var min mand med til at arrangere en konference og fik for sin indsats 3 flasker rødvin…  hvoraf den ene nu befinder sig på væggene i vores gang! Og lige så snart man åbner hoveddøren, bliver man hilst velkommen af en ‘liflig’ duft som fra et andet værtshus – Så kan vi lære det, kan vi!

Og så var det lige jeg ville spørge, kære brevkasse: Hvad siger Feng Shui om bourdaux i entreen???

Nå, ingen tømmermænd af den rødvin, og rødvinstågerne er da heldigvis ved at lette.

De bedste hilsner
Marianne

En mail som straks affødte dette svar fra journalist og forfatter Lotte Kjærup, der altid er hurtig på tasterne:

(For de uindviede bør vi måske lige orientere om, at begrebet Feng Shui i visse kredse på et tidspunkt kom til at gå under betegnelsen Fang Svend)

 Kære Fru Marianne

Tak for Deres brev til Svend´s brevkasse  “FANG Odeuren”

Vi i redaktionen er da fuldstændig overbeviste om, at vind(svend)-fanget får extra bouquet og style af en make-over med en nogenlunde behøvlet  drue…… ihvertfald er det da uhyre ORIGINALT…. og vel også temmelig millionøse-agtigt at stænke et godt mærke rundt i entreen i stedet for latterlige vanille-duftlys fra Irma eller hengemte røgelsespinde fra 70´erne, som er dukket frem under redigering af de gamle kasser på loftet.

Og…. når nu sandheden skal frem (hvilket man altid bør overveje GRUNDIGT, om den skal… men det er en anden historie!!!!) så dufter ordentlig champagne jo ikke af et klap. Øl er ordinært, vie-vand er lissom ikke noget NYT koncept… og even god whisky kommer let til at stinke så hengemt – også selv om det ikke er en 12-års.

Så hvis der endelig SKAL være lidt swung til at få energierne til at trækkes ind i Deres hjem, så er Bordeux´en slet ikke noget dårligt valg.

Desuden hengiver vi os jo her på Svend-redaktionen i DEN grad til Universets kræfter og at ingenting (gentager INGENTING) sker tilfældigt… så De kan – unserer Meinung nacht – være fuldstændig overtydet om, at der er en MENING med entré-episoden. Måske handler det bare om, at Deres entré trængte til en lidt lyserød tone. Det skulle ifølge de fleste Feng Shui-skoler fremme kærlighedslivet ganske mærkbart.

Vi beder Dem grundigt overveje, HVILKET bagua-rum Deres omtalte entré ligger i og skriv tilbage for flere kommentarer desangående.

Vi iler med at bringe den gode idé  videre til vore læsere. Enhver entré kan vel lissom en god sauce profitere af et extra pift.

OG så vil vi meget meget gerne høre lidt mere udførligt om den forudgående hændelse, der forlenede Deres indgangsparti med denne originale detalje. Det er jo rent Feng Shui-ledes ikke fuldstændig ligegyldigt, om Bordeoux-flavour´en opstod ved at en lokal huskat spændte ben for rødvins-bæreren på vej ind af døren, eller ved at De evt baldrede en af de hjembragte flasker i bærret på Deres ægtemage i irritation over, at han ikke ved sin indsats ved konference-arrangementet sørgede for at tage sig betalt i danske dollars (de amerikanske står ikke for godt for tiden, kan vi hilse og sige!!!)

Idet vi således med spændigt afventer Deres videre beretning, forbliver vi Deres hengivne
Svend & Co.

Måske jeg bare skulle se at få drukket den rødvin… :-)