Archive for the ‘Ko og Ko’ Category
Kundesurvey hos Ko og Ko
Har lavet en lille kundeundersøgelse på netbutikkens hjemmeside, for at finde ud af, hvad der mangler i sortimentet…hvad det er kunderne vil ha`. Jeg ved det jo egentlig godt, i hvert fald til dels, mere almindeligt tøj og jeg er da også på udkig. Så nu har jeg taget grisen ved trynen og spurgt hvilke mærker og varer kunderne gerne vil se i butikken – og der er allerede en god portion svar og ønsker om specifikke mærker.
Kundeundersøgelsen kører indtil d. 10/12, så jeg håber der kommer rigtig mange svar endnu, så jeg har noget at handle ud fra – og selvom det her ikke er netbutikken, må du meget gerne give dit besyv med – der er lige et link her…
SPØRGESKEMA
Jeg har brugt programmet fra www.surveymonkey.com – det er gratis at tilmelde sig og supernemt at bruge. Og tilbagemeldingerne er uvurderlige…:)
Efterårs-gaveleg…gave på vandring:)
På UniKarinas blog faldt jeg over en skøn blog-gaveleg… Idéen er, at de første tre der lægger kommentarer til blogindlægget får tilsendt en håndlavet gave – lille eller stor, men håndlavet.
Som tak for gaven skal modtageren skrive et indlæg om gavelegen på sin blog med link til gavegiveren – og sende håndlavede gaver til de første tre der svarer på indlægget…og sådan går legen videre landet rundt
Vil du være med kræver det blot at du leger videre på din egen blog – og at du sender mig en mail med din adresse til koogko@koogko.dk så kreerer jeg en gave til dig…hmmm, hvad skal jeg lave…bumm, bumm, bumm
Iværksættertanker om finansgrisen…
Krisetider er svære, krævende og stressende – men det er også når det går dårligt at man tænker kreativt. Man er pinedød nødt til at finde nogle alternative måder at få folk i tale på, at gøre sig bemærket på – ellers er man ligegyldig på et marked, der er præget af meget stor konkurrence. Man er nødt til at finde sin niche og finde ud af hvad man vil, hvad ens koncept er. Bliver konceptet for mudret bliver det for svært for ens selv og ikke mindst for ens kunder at finde ud, af hvem man er og hvad man vil. Det giver måske nok nogle begrænsninger, men på den anden side gør det mange ting nemmere. Jeg har et koncept der siger ren økologi, eller så bæredygtigt som overhovedet muligt. Det betyder, at der er mange varer jeg må vælge fra, varer der ikke lever op til kravene – men det betyder omvendt også at mange kunder vælger at handle hos Ko og Ko netop fordi de ved hvad de får og kan forvente.
Krisetider får een derud hvor det hele ser sort ud, men det er ofte når man er helt dernede hvor man bliver tvunget til at være kreativ, brainstorme og få vanvittige ideer. Og hvis man kan abstrahere fra stresset, så er det jo netop der man har tiden til og muligheden for at gøre noget anderledes – for at tænke “out of the box”, som de kloge kalder det.
Samtidig er krisetider et opråb til f.eks. sådan en som mig om at få samlet trådene, få tænkt igennem hvad det er jeg er i gang med og hvad jeg vil – som jeg nævnte før, få skærpet konceptet. Når alt går godt rider man jo på bølgen, og har ofte ikke tid til at være skarp, især hvis man sidder med en enkeltmandsejet virksomhed, hvor man er alene om det hele og ikke har nogen at stå til regnskab overfor.
Krisetider kan være lige det spark man har brug for for at få sat skik på tingene, det har det i hvert fald været for mig. Men finanskrisen har også givet mig en ydmyghed jeg ikke havde før, hvor alt gik efter planen og omsætningen steg måned efter måned. En ydmyghed der gør at jeg gør mit allerbedste og er taknemmelig for hver eneste ordre der tikker ind…
Hornskeer med lugt…bare rolig, det kan ordnes :)
Jeg fik en frustreret mail fra en kunde der havde købt nogle babyskeer i horn – de lugtede fælt da hun ville bruge dem, sikke noget øv!
Der blev straks ringet til Peder fra Hornvarefabrikken, hvor skeerne bliver lavet og han kunne fortælle hvordan det hang sammen…
Horn er et naturligt materiale, der først skal have lov til at “sætte sig” eller afdampe inden det er helt klart til brug. Det vil sige at jo nyere horn bestikket er lavet af, jo større “fare” er der for at skeen lugter i starten. Lugten kommer, når skeen bliver stukket i noget varmt, jo varmere jo stærkere vil lugten være. Det går dog i sig selv igen når skeen ældes. Jo, det burde være i orden når man køber skeen eller bestikket, men da horn er et naturligt materiale, kan det være svært at sætte nøjagtige tal på hvornår hornet er klart.
Der er et godt gammelt husråd man kan benytte for at skynde på afdampningsprocessen – kærnemælk! Lad skeen eller bestikket stå i blød i kærnemælk, det tager lugten…
I Ko og Ko har jeg mest ting og sager til ungerne, så der er det børnebestik i horn og babyskeer der er til salg, men leder du efter ander hornvare-sager kan du kigge ind på Hornvarefabrikkens egen hjemmeside – jeg kan for øvrigt anbefale appelsinskrællerne
Økologisk marked i Hobro – sikke en weekend :)
Så er det økologiske marked i det Røde Pakhus på havnen ved overstået – og ligesom sidste år var det en god succes med masser af stemning og gæster.
Øko-markedet er en af de ting jeg helst ikke vil gå glip af, det giver en mulighed for at snakke med de andre lokale øko-tosser (skrevet med stor kærlighed :)) og ikke mindst møde “gamle” og potentielle kunder. Jeg havde jo godtnok slæbt både økologisk børnetøj, stofbleer og alle mine tekstile sager med – men det var helt klart Playmais og de kreative sager fra ökoNORM der tog flest kegler i år…
Jeg havde lavet i bord med Playmais, så ungerne kunne prøve det, og blev vel markedets uofficielle børneparkering – hyggeligt
Og selvom jeg lige i skrivende stund sidder og lover mig selv aldrig at stille op til noget som helst ever again – efter messen i KBH sidste weekend og markedet i denne er jeg fuldstændig og helt absolut færdig af træthed – tør jeg vist godt love at jeg stiller op igen til øko-markedet næste år…
Hjemme – træt, men med en god oplevelse i rygsækken…
Så er Ko og Ko vel hjemme fra babymessen i KBH – godtnok er tingene ikke pakket ud endnu, men ting tager tid
Øksnehallen er en skøn messehal, lidt i stil med Ridehuset i Århus eller vores eget røde pakhus. gamle spær og god stemning. Jeg fik jo standen tilbudt i
sidste øjeblik – i tirsdags – så der blev tænkt hurtigt og pakket i en fart. Det blev alligevel i rigtig hyggelig stand, og det er egentlig imponerende hvor mange ting det lykkedes at få pakket ind på 9 m2 Man forsøger jo at tænke lidt strategisk, men alligevel er det svært at vide hvad man skal tage med. Det var jo en baby- og småbørnsmesse, så jeg vægtede baby og småbørnssager højest, og det var da også mest det der blev solgt. Frottenattøj , natursutter og Playmais var klart messen topsælgere, men der blev solgt lidt af hvert…
Salg var nu kun en del af fornøjelsen, det at få sat ansigt på kunderne var endnu mere værd og ikke mindst de kontakter man får skabt til andre butikker. Min ene “nabo” var Tina og Kristian fra Sneglehuset, en butik der sælger slynger og tilbehør, og gør rigtig meget i rådgivning af både mor og far i forbindelse med familie og børn – et rigtig dejligt bekendtskab. Jeg fik lige et kig i Kristian Witt´s nye bog “Når fra kommer hjem” om livet som far til fire…den kan anbefales og kommer eftersigende på Nettorvet i løbet af kort tid.
Til den anden side stod Line og Line med deres helt nye tøjmærke Otto Kajak, helt vidunderligt børnetøj i klassiske snit – lidt a la Emil fra Lønneberg, med stribede bondekjorter, smækbukser osv. Jeg kan kun anbefale at tage et kig i deres netbutik! Nu er det godtnok ikke økoøko, men det er rigtig sødt og tidsløst tøj…
Der er flere af mine gode konkolleger jeg netværker en del med, og dem fik jeg også sat ansigt på, Trine fra Ansos og Annette fra blogsiden Babybusiness og naturligvis Mie fra Naturebaby, der overlod mig standen…
Ko og Ko på vej til den store stad…
…men blot for en weekend
I tirsdags fik jeg tilbudt en stand på Baby- og småbørnsmessen i Øksnehallen i KBH – min gode konkollega Mie fra Naturebaby måtte melde fra i sidste øjeblik, så hun solgte mig standen for en stang lakrids. Så skulle der pludselig tænkes hurtigt og tages nogle hurtige beslutninger – alt mens jeg sad på kursus i Kolding og egentlig burde koncentrere mig om noget helt andet.
Min søde mand bakkede op og vi har nu fået ordnet overnatning, trailerleje osv – men for søren hvor er der meget at ordne og tænke på. Heldigvis har jeg fået en masse hjælp af Mie, og så må det jo gå som det går. Jeg har tidligere holdt mig til mindre steder og mere specifikt økologiske messer og markeder, så jeg må jo nok forvente at det her er noget lidt andet…:)
Nu kan jeg jo heldigvis godt lide at snakke om mine produkter og jeg synes det er utroligt hyggeligt at møde kunderne ansigt til ansigt – så når man lige ser bort fra den lille detalje, at det nok bliver praktisk talt umuligt at smutte fra for at gå på toilettet i 7 timer, så skal det såmænd nok blive fint nok
Jeg slår messeblæren til, og ser frem til at nå det jeg kan nå…og hilse på nogle af mine andre konkolleger, der kommer til messen.
Messen foregår i Øksnehallen på lørdag d. 10/10 og søndag d. 11/10 – begge dage fra 10-17. Du kan læse lidt mere om messen her!
Man bliver så klog…
Sidder lige og læser en bog om “Neuro web design” – om hvordan man kan bruge psykologi når man designer hjemmesider. Langt størstedelen af de indtryk vi bliver udsat for hver dag gennem vores sanser bliver registreret af vores underbevidsthed og ikke af vores bevidsthed – og kunne man via sin hjemmeside prikke lidt til folks underbevidsthed og dermed få det resultat man ønsker er det langt mere virkningsfuldt end det man bare ser og læser.
Nu taler jeg ikke om noget mystisk med ord skrevet bagfra og billeder der vises i splitsekunder , men om virkningen af f.eks. anmeldelser og den måde man præsenterer tilbud og lignende på. Det er ret spændende, og skrevet på et sprog som almindelige dødelige forstår…
Bogen hedder Neuro Web Design – what makes them click og er skrevet af en pykolog og expert i usability, Susan Weinschenk.
Ko og Ko på landet har fødselsdag
Ko og Ko er en netbutik (www.koogko.dk) og fysisk butik, “Ko og Ko på Landet” der sælger økologisk børnetøj, stofbleer
og en masse anden økoøko til børnene. Firmaet er 2½ år gammelt, men for netop 2 år siden blev den fysiske butik åbnet i Valsgaard.
Det er klart nettet der står for det største salg, men der er flere og flere der kommer i butikken – og det nyder jeg! Et af minusserne ved netsalg er manglen på direkte kontakt med kunderne, det må jo nødvendigvis foregå over telefon eller mail. Men det er nu rart at have folk foran sig; man kan få sagt meget mere og svaret på spørgsmål med det samme i stedet for at skulle maile frem og tilbage..så jeg nyder min lille butik. Og mellem os er det også lidt hyggeligt at sætte ting på hylder og i kurve – på nettet er det et spørgsmål om at plotte noget tekst og kode ind de rette steder, dte er altså ikke helt det samme
Ko og Ko på Landet har ingen faste åbningstider, men der er åbent efter aftale og jeg er ret nem at få en aftale med
Hmmm, jeg må smutte, der kommer kunder i butikken…