Posts Tagged ‘messe’
Økologisk marked i Hobro – sikke en weekend :)
Så er det økologiske marked i det Røde Pakhus på havnen ved overstået – og ligesom sidste år var det en god succes med masser af stemning og gæster.
Øko-markedet er en af de ting jeg helst ikke vil gå glip af, det giver en mulighed for at snakke med de andre lokale øko-tosser (skrevet med stor kærlighed :)) og ikke mindst møde “gamle” og potentielle kunder. Jeg havde jo godtnok slæbt både økologisk børnetøj, stofbleer og alle mine tekstile sager med – men det var helt klart Playmais og de kreative sager fra ökoNORM der tog flest kegler i år…
Jeg havde lavet i bord med Playmais, så ungerne kunne prøve det, og blev vel markedets uofficielle børneparkering – hyggeligt
Og selvom jeg lige i skrivende stund sidder og lover mig selv aldrig at stille op til noget som helst ever again – efter messen i KBH sidste weekend og markedet i denne er jeg fuldstændig og helt absolut færdig af træthed – tør jeg vist godt love at jeg stiller op igen til øko-markedet næste år…
Hjemme – træt, men med en god oplevelse i rygsækken…
Så er Ko og Ko vel hjemme fra babymessen i KBH – godtnok er tingene ikke pakket ud endnu, men ting tager tid
Øksnehallen er en skøn messehal, lidt i stil med Ridehuset i Århus eller vores eget røde pakhus. gamle spær og god stemning. Jeg fik jo standen tilbudt i
sidste øjeblik – i tirsdags – så der blev tænkt hurtigt og pakket i en fart. Det blev alligevel i rigtig hyggelig stand, og det er egentlig imponerende hvor mange ting det lykkedes at få pakket ind på 9 m2 Man forsøger jo at tænke lidt strategisk, men alligevel er det svært at vide hvad man skal tage med. Det var jo en baby- og småbørnsmesse, så jeg vægtede baby og småbørnssager højest, og det var da også mest det der blev solgt. Frottenattøj , natursutter og Playmais var klart messen topsælgere, men der blev solgt lidt af hvert…
Salg var nu kun en del af fornøjelsen, det at få sat ansigt på kunderne var endnu mere værd og ikke mindst de kontakter man får skabt til andre butikker. Min ene “nabo” var Tina og Kristian fra Sneglehuset, en butik der sælger slynger og tilbehør, og gør rigtig meget i rådgivning af både mor og far i forbindelse med familie og børn – et rigtig dejligt bekendtskab. Jeg fik lige et kig i Kristian Witt´s nye bog “Når fra kommer hjem” om livet som far til fire…den kan anbefales og kommer eftersigende på Nettorvet i løbet af kort tid.
Til den anden side stod Line og Line med deres helt nye tøjmærke Otto Kajak, helt vidunderligt børnetøj i klassiske snit – lidt a la Emil fra Lønneberg, med stribede bondekjorter, smækbukser osv. Jeg kan kun anbefale at tage et kig i deres netbutik! Nu er det godtnok ikke økoøko, men det er rigtig sødt og tidsløst tøj…
Der er flere af mine gode konkolleger jeg netværker en del med, og dem fik jeg også sat ansigt på, Trine fra Ansos og Annette fra blogsiden Babybusiness og naturligvis Mie fra Naturebaby, der overlod mig standen…
Ko og Ko på vej til den store stad…
…men blot for en weekend
I tirsdags fik jeg tilbudt en stand på Baby- og småbørnsmessen i Øksnehallen i KBH – min gode konkollega Mie fra Naturebaby måtte melde fra i sidste øjeblik, så hun solgte mig standen for en stang lakrids. Så skulle der pludselig tænkes hurtigt og tages nogle hurtige beslutninger – alt mens jeg sad på kursus i Kolding og egentlig burde koncentrere mig om noget helt andet.
Min søde mand bakkede op og vi har nu fået ordnet overnatning, trailerleje osv – men for søren hvor er der meget at ordne og tænke på. Heldigvis har jeg fået en masse hjælp af Mie, og så må det jo gå som det går. Jeg har tidligere holdt mig til mindre steder og mere specifikt økologiske messer og markeder, så jeg må jo nok forvente at det her er noget lidt andet…:)
Nu kan jeg jo heldigvis godt lide at snakke om mine produkter og jeg synes det er utroligt hyggeligt at møde kunderne ansigt til ansigt – så når man lige ser bort fra den lille detalje, at det nok bliver praktisk talt umuligt at smutte fra for at gå på toilettet i 7 timer, så skal det såmænd nok blive fint nok
Jeg slår messeblæren til, og ser frem til at nå det jeg kan nå…og hilse på nogle af mine andre konkolleger, der kommer til messen.
Messen foregår i Øksnehallen på lørdag d. 10/10 og søndag d. 11/10 – begge dage fra 10-17. Du kan læse lidt mere om messen her!