Iværksættertanker om finansgrisen…
Krisetider er svære, krævende og stressende – men det er også når det går dårligt at man tænker kreativt. Man er pinedød nødt til at finde nogle alternative måder at få folk i tale på, at gøre sig bemærket på – ellers er man ligegyldig på et marked, der er præget af meget stor konkurrence. Man er nødt til at finde sin niche og finde ud af hvad man vil, hvad ens koncept er. Bliver konceptet for mudret bliver det for svært for ens selv og ikke mindst for ens kunder at finde ud, af hvem man er og hvad man vil. Det giver måske nok nogle begrænsninger, men på den anden side gør det mange ting nemmere. Jeg har et koncept der siger ren økologi, eller så bæredygtigt som overhovedet muligt. Det betyder, at der er mange varer jeg må vælge fra, varer der ikke lever op til kravene – men det betyder omvendt også at mange kunder vælger at handle hos Ko og Ko netop fordi de ved hvad de får og kan forvente.
Krisetider får een derud hvor det hele ser sort ud, men det er ofte når man er helt dernede hvor man bliver tvunget til at være kreativ, brainstorme og få vanvittige ideer. Og hvis man kan abstrahere fra stresset, så er det jo netop der man har tiden til og muligheden for at gøre noget anderledes – for at tænke “out of the box”, som de kloge kalder det.
Samtidig er krisetider et opråb til f.eks. sådan en som mig om at få samlet trådene, få tænkt igennem hvad det er jeg er i gang med og hvad jeg vil – som jeg nævnte før, få skærpet konceptet. Når alt går godt rider man jo på bølgen, og har ofte ikke tid til at være skarp, især hvis man sidder med en enkeltmandsejet virksomhed, hvor man er alene om det hele og ikke har nogen at stå til regnskab overfor.
Krisetider kan være lige det spark man har brug for for at få sat skik på tingene, det har det i hvert fald været for mig. Men finanskrisen har også givet mig en ydmyghed jeg ikke havde før, hvor alt gik efter planen og omsætningen steg måned efter måned. En ydmyghed der gør at jeg gør mit allerbedste og er taknemmelig for hver eneste ordre der tikker ind…